Måske slut med det nøgne look

Hvis det går som de amerikanske myndigheder regner med, kan der være en afløser klar for den upopulære bodyscanner, som i bogstaveligste forstand klæ´r passagererne af. Selv om der allerede nu er installeret omkring 500 scannere i 78 lufthavne af den slags, der kræver at personen, som aflæser scannere skal sidde et helt andet sted i et lukket rum for ikke at kunne se ”hvem der bliver klædt af”.

Den ny generation, som netop på prøve er taget i brug i Las Vegas International og Atlanta Hartsfield-Jackson, viser kun personen som i en stregtegning. Radiobølger undersøger passageren og sladrer om eventuelle sprængstoffer. Sikkerhedsvagterne kan sidde normalt ved deres pulte, som var det en håndtaske, der blev checket.

”Vi tester i denne tid for at se om de nye maskiner kan levere den samme sikkerhed som bodyscannere med røntgen.  I givet fald vil vi bruge dem i fremtiden for at genere publikum mindst muligt, ” siger TSA-chef John Pistole fra administrationen i Washington.

I Københavns Lufthavn har man endnu ikke fået bodyscannere opstillet, og noget kunne tyde på, at det er en god ide at vente lidt. Der investeres enorme summer i produktudvikling af sikkerhedsudstyr, og lobbyister cirkler rundt hos bestemmende myndigheder i USA og Europa for at sælge mest muligt.

 

Skrevet af Ejvind Olesen