Maersk har 88.000 danske hotelovernatninger

first-hotelHOTELLER: A.P. Møller-Mærsk købte sidste år 88.000 overnatninger i Danmark – i snit 240 hvert døgn – og et af den globale virksomheds kriterier er hoteller med en stærk CSR-profil, siger Global Head Of Travel, Mette Christensen. Hun har dog nogle ønsker til danske hoteller.

Sammen med seks ansatte i Danmark, seks i Indien og en i Kina står Mette Christensen bl.a. for at udvælge hoteller til 700.000 overnatninger årligt på verdensplan.

”Vi går efter Corporate Social Responsibility. At der er tænkt over bæredygtighed og handles samfundsmæssigt ansvarligt med hensyn til arbejdsforhold, miljø, klima osv. Alle vores leverandører skal teste deres score i vores Responsible Procurement Programme, hvor de får point ud fra deres CSR-politik, som de kan vælge at forbedre,” siger hun til Horestas medlemsblad, Visitor.

Mette Christensen roser danske hoteller for deres service, men ser gerne, at de bliver bedre til statistik og registrering. Lige fra bookingoplæg, hvor priserne skal anføres korrekt – om f.eks. morgenmad og sen check out – og til regningen er betalt.

Mærsk stod sidste år for 1,5 pct. af forretningsovernatningerne i Danmark, det gør A.P. Møller-Mærsk til den største spiller på hotelbanen på dette område, skriver Visitor.