Mamma Mia slår Messi og Tour de France

Danskerne går oftere i teatret når de er på rejse, end de tager ud og ser sportsbegivenheder. Det viser en undersøgelse foretaget af FDM travel.

Der er dobbelt så mange danskere, der går i teatret på udlandsrejsen, som danskere, der har overværet en sportsbegivenhed i udlandet. 57% gik i teatret og 29% til sport.

”I London er Mamma Mia og det øvrige repertoire af musical- og teateroplevelser på attraktionsniveau med Oxford Street, Big Ben og Tower Bridge. Og det er nemt at gå i teatret. Omvendt kræver det ofte større baggrundsviden og mere research, når man gerne vil se f.eks. FC Barcelona på hjemmebane eller Tour de France-rytterne på helt tæt hold ”, siger Jesper Ewald, FDM travel.

”Teaterforestillinger henvender sig typisk til hele familien, mens det oftest især er familiens mænd og større drenge, der gerne vil se fodbold og anden sport på ferien. Ifølge vores undersøgelse er der lidt flere kvinder end mænd, der har været i teatret på en udlandsrejse. Modsat forholder det sig med sport – ikke overraskende er det primært mænd, der har overværet en sportsbegivenhed live på en rejse”, siger Jesper Ewald.

2.813 personer har deltaget i FDM travels spørgeskemaundersøgelse.