Mange sagde farvel til lufthavnschef

Carsten Nørland ved afskedsreceptionen i går, hvor han bl.a. fik denne flotte store tegning.

Carsten Nørland ved afskedsreceptionen i går, hvor han bl.a. fik denne flotte store tegning.

Der var afskedsreception i går for Københavns Lufthavns salgs- og marketingsdirektør, Carsten Nørland, der fra i dag er direktør for Royal Unibrew-bryggerierne i Danmark.

Københavns Lufthavns 45-årige salgs- og marketingsdirektør sagde i går farvel og tak efter fem år i lufthavnen. Afskedsreceptionen var meget velbesøgt og i sin tale takkede Thomas Woldbye, lufthavnens adm. direktør, Carsten Nørland for hans indsats og gode resultater gennem årene i lufthavnen.

Carsten Nørland takkede for de mange pæne ord, og sagde til de fremmødte: ”Jeg håber I er enige i, at lufthavnen er blevet bedre til at lytte til sine kunder og vores fælles kunder, de rejsende. Og det er mit håb, at lufthavnen også i fremtiden vil gøre det lidt bedre i morgen end vi gjorde det i dag.”

Carsten Nørlands nye arbejdsgiver er Danmarks næststørste bryggerikæde, Royal Unibrew. RU står i Danmark bl.a. bag kendte varemærker som Faxe, Faxe Kondi, Albani, Heineken og Pepsi. Det ejer også bryggerier i udlandet, senest købte RU i efteråret det store finske bryggeri Hartwell.

Hovedsædet er i Faxe, hvor Carsten Nørland får kontor.