Mangel på danske sommerhuse

Jan Haapanen.

Jan Haapanen.

Hos Danmarks største udlejningsbureau er efterspørgslen så massiv, at man mangler udlejere. Det hænger sammen med solskinsvejr i påskedagene og god varme i bededagsferien, der får sommerhusferie til at lyde lokkende.

”Vi står for første gang i den situation, at vi mangler huse til udlejning”, siger Jan Haapanen, adm. direktør for Novasol-Dansommer, og den stigende udenlandske interesse er godt for økonomien. Ifølge Jan Haapanen bidrager hvert udlejede sommerhus med knap 300.000 kroner i lokalomsætning i det område, hvor det ligger.

”Danskerne har været så meget på charterrejse, at de måske er kommet i tanke om, at børnene aldrig har fundet ud af, hvordan Hvide Sande og Vesterhavet ser ud. Så vi ser også vækst blandt danskere”, siger han ifølge business.dk.

Novasol-Dansommer håber, at flere af dem, der ikke kan sælge deres sommerhus, får smag for udlejning. Jan Haapanen forventer at udvide porteføljen med i hvert fald 1.000 feriehuse over det kommende år.