Hotel Fjordgaarden. (Foto: Bay Arch | PR)

Mangel på kvalificeret arbejdskraft presser hotel

En årelang udfordring med at skaffe tilstrækkeligt personale med de rette kvalifikationer har ført til, at Hotel Fjordgaarden har været nødt til at afvise gæster, fordi de ikke kunne servicere dem.

Et af de stedsegrønne emner, når fagfolk fra hotel- og restaurationsbranchen mødes, er mangel på kvalificeret arbejdskraft, da det er en udfordring, som har været årsag til mange hovedpiner på direktionsgange landet over, og det gælder også i Ringkøbing. Det skriver Dansk Erhverv.

I udkanten af den vestjyske købstad ligger det relativt nyrenoverede Hotel Fjordgaarden, der udover en kapacitet på 98 værelser ligeledes rummer konferencefaciliteter, en restaurant samt et kurbad, der slog dørene op i 2020.

Det seneste år er antallet af gæster på kursbadshotellet steget med omkring 20 procent, mens omsætningen de seneste tre år er vokset med 36 procent. Direktøren forklarer, at der dog fortsat er et uindfriet potentiale, men den utilstrækkelige arbejdskraft spænder ben for udviklingen.

Må afvise gæster
Ole Olsen, der er administrerende direktør på Hotel Fjordgaarden, fortæller, at faglærte tjenere, receptionister og mellemledere med relevant erfaring har været en mangelvare lige siden hans første arbejdsdag i hjørnekontoret på hotellet.

”Jeg har været direktør i tre år, og i hele perioden har det været en kæmpe udfordring at finde kvalificerede medarbejdere. Hvis en erfaren tjener eller receptionist stopper, kan det tage mange måneder at finde en erstatning, og nogle gange lykkes det slet ikke.”

Ifølge direktøren er konsekvensen af situationen, at hotellet i visse tilfælde må ansætte folk med færre kompetencer, end man havde håbet på, eller helt må afvise gæster, fordi Fjordgaarden ikke har de nødvendige ressourcer til at servicere dem.

”Hvis jeg for eksempel har en lørdag med omkring 130 kurbadsophold, samtidig med at der skal holdes en fest med 80 personer, kan jeg få en udfordring med at tage imod a la carte-gæster ude fra byen, og vi kan blive nødt til at lukke borde ned,” siger Ole Olsen.

Efterlyser løsninger
Hoteldirektøren mener, at der er behov for politiske løsninger, der gør det nemmere at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Han anser regeringens certificeringsordning for international arbejdskraft som et godt initiativ, men han mener ikke, at det er den rigtige løsning for en virksomhed i Ringkøbing.

”Jeg tror, at det bliver svært for os at finde udenlandsk arbejdskraft i tredjelande, som ordningen retter sig mod, og lokke dem til Vestkysten,” siger Ole Olsen, som påpeger, at man derimod har haft held til at ansætte et par tyskere, der havde stiftet bekendtskab med området under en ferie.


Relaterede artikler:

Kurbadshotel skifter hænder efter næsten to årtier

”2024 blev endnu et godt år for vores lille hotel”

Hotel åbnede efter renovering for 60 millioner