Markant omsætningsnedgang for rejsebranchen i 2009

Den finansielle krise vil få færre til at booke charterrejser det næste år, og det vil sætte sine spor i charterrejsebranchen, der i 2008 forventes at omsætte for seks-syv milliarder kroner.

 

Jan Lockhart, der er adm. direktør i Apollo Rejser, kalder den kommende sæson »den mest spændende nogensinde«. Det skriver dagbladet Børsen.

 

»Jeg tror, at det beløb, man bruger på at rejse, vil falde – om ikke markant, – så betydeligt. Det er ikke urealistisk, at der kommer en omsætningsnedgang i den samlede charterrejsebranche på en milliard kroner,« fastslår Jan Lockhart.

 

Anders Drejer, der er professor i strategi og ledelse ved Handelshøjskolen i Århus, mener, at omsætningsnedgangen kan blive endnu større.

 

»Det kan være to milliarder kroner i morgen. Der er jo voldsom nedsmeltning lige nu. Det kan gå meget værre end den milliard, de taler om nu,« siger han.

 

Hos Mytravel, der sælger rejser fra blandt andre Spies og Tjæreborg, forventer salgsdirektør Jan Vendelbo også, at det bliver sværere at sælge ferier til danskerne.

 

»Der er ingen tvivl om, at den nuværende krise får en betydning, og vi vurderer, at der vil blive solgt 10-15 pct. færre rejser i 2009,« siger Jan Vendelbo. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen