Masseaflysninger hos Alitalia

LUFTFART: Strejker fra flere fagforeninger tvinger i dag Alitalia til at indstille 60 pct. af sine flyvninger – også torsdag vil der være aflysninger. Alitalia flyver ikke til København i vinterhalvåret.

Det italienske Skyteam-medlem rammes i dag af omfattende strejker. Alitalia, som Etihad Airways fra Abu Dhabi ejer 49 pct. af, oplyser på sin hjemmeside, at 60 pct. af dagens flyvninger er aflyst.

Strejken kommer fra bl.a. piloter og kabinepersonale, der strejker i 24 timer, mens andre personalegrupper nedlægger arbejdet i fire timer. Der bliver også aflysninger torsdag.

Det italienske nyhedsbureau ANSA citerer fagforeninger for at sige, at strejken sker for at beskytte Alitalia-ansattes rettigheder.

Tabsgivende Alitalia arbejder for at reducere sine omkostninger, der forventes snart nye fyringsrunder. Senere på måneden vil Alitalia præsentere ny forretningsplan for sin hovedaktionær, den italienske regering.

Alitalia siger, at det vil ombooke berørte rejsende og så vidt muligt indsætte større fly på ruter, hvor nogle af afgangene er aflyst.

Alitalias koncernchef, australske Cramer Ball, sagde i december sidste år, at selskabet må styrke sin økonomi og at der er behov for omfattende forandringer.

Alitalia opfordrer passagerer til på selskabets hjemmeside at undersøge om deres fly afgår, inden de tager til lufthavnen.

Fra vinterprogrammet sidste år ophørte Alitalia med at flyve mellem Rom og København – men håber at vende tilbage til dette års sommersæson. Alitalia fløj i sidste års sommerprogram beskedne fire gange om ugen fra Leonardo da Vinci-lufthavnen i Rom til København. Alitalia havde sidste sommer også sæsonrute fra Milano til København, den flyves ikke i vinterhalvåret.

Ifølge standby.dks oplysninger håber Alitalia at vende tilbage til København fra starten af sommertrafikken i år.​​