TURISME: En af de 489 sårede ved denne måneds massemord med 58 dræbte – en californisk koncertdeltager sagsøger nu hotellet i Las Vegas, Mandalay Bay, hvorfra 64-årig terrorist dræbte 58.
Det første sagsanlæg er landet mod MGM Resorts, der ejer hotellet Mandalay Bay, hvorfra terroristen Stephen Paddock dræbte 58 ved at skyde fra hotelværelse på 32. etage af hotellet tidligere på måneden i Las Vegas mod deltagerne i en musikfestival.
Sagsanlægget kommer fra en californisk koncertdeltager, Paige Gasper, der blev såret under skudattentatet, og som i sit søgsmål hævder manglende omtanke på Mandalay Bay Hotel, hvorfra skuddene blev afgivet mod den nærliggende musikfestival.
Stephen Paddock havde uopdaget af hotellet Mandalay Bay bragt over 20 skydevåben til sit hotelværelse. Han skød angiveligt sig selv, da politiet trængte ind i hans hotelværelse. Hans køretøj i hotellets garage indeholdt store mængder ammunition og sprængstof.
Sidste år havde Las Vegas næsten 43 millioner besøgende, cirka 20 procent fra udlandet, heraf 20.000 fra Danmark, der gav samlet omsætning på tæt på ti milliarder dollars. Byen i Nevada har ca. 150.000 hotelværelser. De nordiske lande er Las Vegas’ niende største oversøiske destination. Las Vegas gæster bor i snit 4,2 nætter i byen.