Massiv vækst i brændstoftillæg

Tysklands to største flyselskaber, Lufthansa og Air Berlin, hæver fra næste uge deres brændstoftillæg. Hos Lufthansa vil man fra 16. juni opkræve 24 Euro i tillæg på indenrigsflyvninger og europæiske ruter pr. strækning, mens Air Berlin øger prisen til 25 Euro for europæiske strækninger. Begge selskaber har dermed hævet brændstoftillægget med 3 Euro.

 

For langruteflyvninger bliver brændstoftillægget øget med 1 euro pr. vej hos Lufthansa, så det i alt når op på 92 Euro. Air Berlin vil opkræve 95 Euro i brændstoftillæg på lange flyruter. Air Berlin arbejder desuden med en rutelængde, man kalder medium-haul, hvor de rejsende må af med 35 Euro i brændstoftillæg.

 

Også Air France KLM har varslet forhøjelser i brændstoftillæggene med 2 Euro på indenrigsflyvninger, 5 Euro på europæiske ruter, 10 Euro på langruter og 20 Euro på ekstra lange strækninger. Det fransk/hollandske flyselskab lover dog, at forhøjelserne af brændstoftillæggene vil blive fjernet med mindst 50 % så snart olieprisen er tilbage i et stabilt prisleje under 120 USD pr. tønde.

 

Det er der imidlertid lange udsigter til, tyder noget på. I tyske Commerzbank forudser man således, at oligeprisen kan nå op over 170 USD i løbet af de næste tre måneder. Seneste prisrekord var i fredags, da prisen for en tønde råolie nåede op på 139,12 USD.

Skrevet af webredaktionen