Medie: Tvivlsomme ejere af nyt svensk flyselskab

28. februar åbner Nordic Air Sweden fire ruter fra Københavns Lufthavn – men flere af flyselskabets ejere har tilknytning til svenske flyselskaber, der gik konkurs.

Air Swedens nye ruter går til Umeå i det nordlige Sverige, Skopje, hovedstad i Makedonien, Libanons hovedstad, Beirut, samt Jordans ditto, Amman.

Ifølge hjemmesiden CPHtraveller har Nordic Air Sweden blandt sine nye investorer personer med ”tilknytning til tidligere svenske flyselskaber, som alle er gået konkurs.”

Siden årtusindeskiftet er flere svenske flyselskaber gået konkurs, bl.a. GoodJet, FlyMe, Nordic Airways, Falcon Air, Viking Airlines, MCA Airlines og Skyways.

Flere af disse selskaber var baseret på tvivlsomme forretningskoncepter samt lyssky og ugennemsigtige ejerforhold, skriver hjemmesiden og tilføjer:

”Det bliver spændende om Nordic Air Sweden bliver endnu et af d svenske flyselskaber, som går konkurs. Holdbarheden i konceptet med flyvninger mellem Umeå og København, samt flyvning til etniske destinationer fra København, kan der sættes spørgsmålstegn ved.”

Hos Københavns Lufthavn er der dog glæde over trafik til de fire nye destinationer, siger lufthavnens ruteudviklingschef, Ole Wieth Christensen:

“Med de fire nye byer får vi forbindelser til det nordlige Sverige og til tre destinationer i Sydeuropa og Mellemøsten, alle destinationer, som har været uservicerede. Dermed styrker Nordic Air Sweden også Københavns Lufthavns samlede rutenetværk.”

Københavns Lufthavn har været i skarp konkurrence med Stockholm om de nye Nordic Air Sweden ruter, men valget af København giver ifølge bestyrelsesformand og medejer i Nordic Air Sweden, Stig-Erik Dahlberg, de bedste muligheder.

Nordic Air Sweden blev stiftet i 2009 – baseret på Nordic Airways som gik konkurs. Selskabet indledte i 2010 charterflyvninger med to MD-80 og to Airbus A320.

I april 2011 inddrog de svenske luftfartsmyndigheder selskabets AOC (air operator’s certificate) pga. økonomiske vanskeligheder. Nordic Air Sweden generhvervede sin AOC i maj 2011, men førte herefter en turbulent tilværelse, hvor selskabet sidst i 2011 valgte at indstille driften grundet økonomiske problemer.

Det tyder da også på, at Københavns Lufthavn er klar over, at der er behov for al mulig hjælp til Nordic Air Sweden, såfremt de skal have den mindste chance for opnå succes med ruterne til København.

Ole Wieth Christensen siger: “Vi har fokus på at sikre, at Nordic Air Sweden kommer godt i gang i København. Derfor vil vi hjælpe dem til at få samarbejdsaftaler med andre selskaber, hvilket vil være til gavn for vores transferprodukt og styrke Nordic Air Swedens produkt.”