Metro bliver én milliard dyrere

metroCityringen bliver forsinket syv måneder og åbner først i juli 2019. Den forlængede produktionsplan betyder samtidig en fordyrelse af projektet i omegnen af en milliard kroner, oplyser Metroselskabet.

Der skal bruges yderligere 700 millioner kroner til at finansiere den længere byggeperiode og 300 millioner kroner til naboerstatninger, skriver avisen.dk. Hertil kommer et tab på 200 millioner kroner fra manglende passagerindtægter og flere renteudgifter.

Risikoen for forsinkelse har været kendt nogen tid, efter naboklager har begrænset muligheden for at udføre støjende arbejde aften, nat og i weekenderne. Det fik transportminister Magnus Heunicke til at lave et lovindgreb, som fastlagde vilkårene og udvidede naboernes mulighed for erstatning.

Herefter har Metroselskabet i sommerens løb forhandlet en ny tidsplan med entreprenørerne, og det er den, som ligger til grund for den nye åbningsdato.