MiddelalderMarked i Valbyparken

middelaldermarkedRiddere i strålende rustninger, lyd af fløjtespil og skindtrommer, duft af frisk fisk og helstegt pattegris.

Det er Københavns MiddelalderMarked, når Valbyparken i pinsedagene forvandles til et middelalderunivers. Interessen for markedet er vokset eksplosivt og i år er der deltagere fra 16 lande når markedet i pinsen slår portene op. Besøgstallet og interessen er nærmest eksploderet siden markedet for første gang omdannede Valbyparken til et middelaldersamfund for syv år siden. Dengang kom godt 800 besøgende – sidste år nåede det tal op på over 23.000.

Markedet byder på et hav af madoplevelser, koncerter med middelaldermusikere fra Danmark, Hviderusland og Polen, gøgl, helstegt pattegris, middelalderinspireret øl og den store ridderturnering – Copenhagen Medieval Open.

Der er også på masser af familieaktiviteter. Markedet er mere børnevenligt end tidligere, og børnefamilier kan vente et stort, underholdende legeland. Desuden er der pille-røre-se-boder (rustning og våben) og en historisk formidling af middelalderhåndværkernes arbejde.

Dennis Fuller, arrangør af Københavns MiddelalderMarked: ”Den stigende succes bekræfter danskernes interesse for middelalderen. I år har vi nået endnu en milepæl, da den internationale interesse er større end nogensinde. Derfor udvider vi med flere aktiviteter og boder”.

Copenhagen Medieval Open, der er en middelalderkampsport med fuld kropskontakt, har ud over danske hold flere udenlandske kamptropper, der er rejst langt for at kæmpe i den prestigefyldte turnering.

Flere gange om dagen er der sværdkampe, hvor holdene kæmper mod hinanden i turneringen, der strækker sig over alle pinsedagene. Riddertuneringerne kan overværes fra godt 900 nyopførte tribunepladser.