Millionbøde til Northwest Airlines

Det er Delta Air Lines, der overfor det amerikanske justitsministerium har erkendt fusionspartnerens kartel-aftale med andre flyfragt-selskaber og er ansvarlig for betaling af bøden på de 38 millioner dollar, som svarer til 218 millioner kroner, skriver epn.dk.

 

De amerikanske myndigheders kontrol med fragtraterne har indtil nu ført til domme over 16 flyselskaber, mens fire ledende medarbejdere afsoner fængselsdomme. Sammenlagt har de 16 flyselskaber betalt 9,2 milliarder kroner i bøder. Ifølge en meddelelse fra Delta har Northwest i sin tid afskediget den medarbejder, der blev udpeget som hovedansvarlig for kartelaftalen.

 

Også i Europa og Australien har myndighederne kontrolleret fragtraterne, og det har medført bødestraffe til blandt andre British Airways, Qantas og Air France.

Skrevet af Flemming Juul