Mindre prisstigning på næste sommers rejser

Oliepriserne er næsten fordoblet på et år. På den baggrund slipper danskere med lyst til charterrejser nådigt til næste sommer, for prisstigningerne i skolernes sommerferie bliver mellem fire og seks procent, lyder det fra MyTravel bureauerne.

 

 

»I vores planlægning har vi en magisk grænse på omkring 500 kroner. Hvis næste sommers charterrejse bliver mere end 500 kroner dyrere, er smertegrænsen nået for vores kunder. Men vi har genforhandlet hotelaftaler, og i en stor koncern kan man opnå gode priser. Desuden har vi en ny og brændstoftøkonomisk flyflåde ligesom belægningen på charterfly er næsten 100 procent. Alt det tilsammen gør, at vi kan holde prisstigningerne på mellem fire og seks procent, hvilket typisk betyder 200-300 kr. for rejserne til Middelhavet,« siger direktør for MyTravel-bureauerne Spies, Tjæreborg og Skibby Rejser, Jan Vendelbo.

 

 

Konkurrenten Star Tour har også åbnet for salg af næste sommers rejse. Man kan bestille til 90 af bureauets hoteller og ferieresorts, og første måneds salg er faktisk 30 procent højere end sidste år. Men salgsdirektør Stig Elling er forsigtig.

 

 

»Vi kan også holde prisstigningerne på 200-300 kr. på næste sommers rejser til Middelhavslandene. Men vi lægger forsigtigt ud med lidt færre rejser end i år. Når man ser realistisk på situationen og medregner den generelle prisstigning på alle varer, tror jeg, at der bliver solgt små 100.000 færre charterrejser til næste sommer. De klassiske rejsemål som Mallorca og de græske øer skal nok sælge, men derudover bliver det billigere destinationer, der bliver salg i. Bulgarien vil komme igen,« spår han.

 

 

 

Apollos direktør, Jan Lochart, er enig. »Den lavere købekraft kan ikke undgå at få negativ effekt på vores salgstal. Men situationen ser nu ikke så alvorlig ud, som frygtet. Oliepriserne stiger ikke så meget som ventet, og vi lægger samme antalrejser op, som her i sommer, og de kommer til salg om en måneds tid. Vi kan altid justere op eller ned, alt efter efterspørgsel. Vores prisstigninger kommer også til at ligge på omkring 300 kroner for en charterrejse til Middelhavet.«

 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen