Mindre rejsebureauer under pres

Afmatningen af økonomien truer de mindre danske rejsebureauer. Det viser en ny analyse fra revisionsfirmaet Deloitte, der har set på de danske rejsebureauer over en femårig periode.
”Omkring halvdelen af selskaberne har haft et dårligere resultat i 2006 end året før. Det kommer bag på mig, fordi vi trods alt har befundet os i en højkonjunktur,” siger statsautoriseret revisor, Bjørn Winkler Jakobsen, der er en af forfatterne til analysen.

De mindre rejseselskaber skal bl.a. kæmpe imod den stigende oliepris, som de ikke har haft meget held med at lægge over på forbrugerne. Samtidig trues hele branchen af det forhøjede renteniveau og også af det stigende antal køb af flybilletter og booking af hoteller udenom bureauerne via internettet. Også her rammes de små bureauer hårdest, fordi de har færre midler til at skabe indbydende og velfungerende hjemmesider.

Bjørn Winkler Jakobsen råder de små firmaer til at gå efter nicherne og holde fokus på service, så forbrugerne alligevel vælger en bureau-løsning.
”Dels skal de kunne noget unikt, som de store selskaber ikke kan levere, og dels skal de sørge for at samle en pakke, som forbrugerne ikke selv kan sammensætte ved at bestille fly og hoteller på nettet,” siger han.

(Børsen, d. 18. marts, 2008)

Skrevet af