Montenegro er et af Europas mindste lande og for de fleste danskere et ubeskrevet blad. Det vil Falk Lauritsen Rejser ændre ved at introducere Budva-rivieraen i Montenegro som charternyhed i 2014.
Mange danskere har holdt sommerferie i Kroatien, og er der lyst til et alternativ med flotte kystbyer og fine sandstrande, er det værd også at holde ferie i nabolandet Montenegro med lidt over 620.000 indbyggere.
Montenegro, der fik sin uafhængighed i 2006, er målt i kvadratkilometer kun en tredjedel af Danmarks størrelse. Landet har dog bl.a. en af Adriaterhavets længste strande, Balkans største sø, den sydligste fjord i Europa samt en af de dybeste kløfter i verden.
Montenegros mest populære feriemål ligger langs den 300 km lange kyststrækning, som strækker sig fra grænsen til Kroatien mod nord og til grænsen til Albanien sydpå. Det gælder også badebyen Budva, hovedby ved langs Budva-rivieraen.
”Vi er glade for at introducere Montenegro som et spændende rejsemål,” siger direktør i Falk Lauritsen Rejser, Søren Falk Lauritsen.
Falk Lauritsen Rejser sender næste sommer chartergæster til Montenegro fra såvel Billund som København. Charterrejsebureauet forventer i år ca. 80.000 gæster.