Mystik om Øster Lindet-handel

Rejsebureauet Øster Lindet Rejser meddelte her til formiddag, at selskabet havde fået en kapitaltilførsel af en gruppe investorer, anført af bl.a. hovedaktionærerne i selskabet Dansk Bilferie. Ifølge en meddelelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tidligere i denne uge er adm. dir. Bent Ove Sortsø, indtrådt som ny bestyrelsesformand i Øster Lindet Rejser ApS.

 

Men dette afvises af rejsebureauets hidtidige ene-anpartshaver, Kirsten Wichmann.Til Stand By forklarer Wichmann således, at der er tale om ”en fejl fra advokatens side” og at den nye bestyrelsesformand rettelig hedder Torben Thomassen. Thomassen kommer, ifølge Wichmann, også fra den investorgruppe, der har erhvervet en ikke offentliggjort del af Øster Lindet Rejser.

 

Kirsten Wichmann vil i øvrigt ikke oplyse, hvorvidt den nye investorgruppe i dag sidder på majoriteten af Øster Lindet Rejser ApS. ”Jeg kommenterer intet, der har med tal at gøre” siger hun til Stand By. Dermed er der reelt ikke længere klarhed over, hvordan ejerskabet af det jyske rejsebureau er sammensat. Af den seneste årsrapport, som vedrører regnskabsåret 2005/06 kan man læse at Øster Lindet ApS har en anpartskapital på 200.000 kr. og en egenkapital på godt fire mio. kr. Den seneste årsrapport udviste samtidig et underskud på næsten tre mio. kr., og gjorde dermed et kraftigt indhug i selskabets egenkapital. Men Kirsten Wichmann vil heller ikke kommentere, hvorvidt de nye investorer er trådt ind som redningsmænd på grund af dårlig økonomi i selskabet. Dog bekræfter hun overfor Stand By, at ”vi var nødt til at skaffe frisk kapital”.

 

Den tidligere eneindehaver af Øster Lindet Rejser ApS vil heller ikke oplyse nogen forventninger til det årsregnskab, der bliver offentliggjort om kort tid, end ikke om der bliver tale om et over- eller underskud. Øster Lindet Rejsers regnskabsår sluttede ved udgangen af oktober 2007. Men hun bekræfter overfor Stand By, at forhandlingerne med den nye investorgruppe har stået på siden sidste år.

 

Øster Lindet Rejser omfatter, udover moderselskabet, også bl.a. rejsebureauerne Thinggaard Rejser og Europas. Ifølge selskabets egne oplysninger havde man sidste år omkring 80.000 gæster. Ifølge en pressemeddelelse fra selskabet fortsætter Kirsten Wichmann som administrerende direktør for den jyske rejsevirksomhed.

 

Skrevet af Christian Peschardt