Narkoscanner i Københavns Lufthavn

scannerEn ny type bodyscanner skal benyttes til at finde slugt narko hos passagerer, der er på vej ind i Danmark

Bodyscanneren står i et lukket rum i ankomsthallen i CPH. Her gennemlyser specialuddannede toldere nu passagerer, som er begrundet mistænkt for forsøg på at indsmugle narkotika.

I en test i weekenden har scanneren afsløret den første passager med narkotika i tarmene.

Skatteminister Holger K. Nielsen var med mandag, da scanneren blev vist frem. Ministeren kalder den et vigtigt værktøj til at afsløre smuglere.

”Når smuglerne bliver mere og mere kreative, skal vi også blive endnu dygtigere og tage nye metoder i brug. Derfor er den nye scanner et vigtigt værktøj i Skats indsats mod de smuglere, der sluger narkotika”.

Tolder Peter Jensen fra lufthavnen er glad for det nye arbejdsredskab. Han siger til dr.dk, at den nye metode er langt hurtigere. Nu kan man scanne folk på få sekunder i stedet for, at de skal vente flere timer på undersøgelser.

Kun mandlige toldere må scanne mandlige indrejsende, mens kvindelige toldere håndterer scanningen af kvindelige passagerer i den scanner, som Skat foreløbigt har lejet i et halvt år. Toldvæsenet i Holland og Storbritannien bruger lignende scannere.

Udtagelse til scanning sker ud fra en individuel risikovurdering. Hvis den rejsende ikke vil scannes, vil han eller hun blive overgivet til politiet. Finder tolderne gemt narko, vil vedkommende også blive overgivet til politiet.