NFS skifter navn til ’Færgen’

 Ændringen indebærer blandt andet, at rederiets skibe løbende vil blive tilpasset den nye profil i form af nye farver, logo og design. Samtidig signalerer navneændringen, at rederiet flytter sit strategiske fokus fraNorden til Danmark. ’Bornholmerfærgen’, ’Samsøfærgen’, ’Fanøfærgen’, ’Langelandsfærgen’ og ’Alsfærgen’ vil fremover være nogle af de navne, som passagerer og turister møder i det danske øhav. Ændringerne er også et signal om et nyt fokus for rederiet. Tankerne om ekspansion i det øvrige Skandinavien er tilsidesat til fordel for en ambition om at blive danskernes foretrukne færgerederi. ”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi på visse områder har oplevet en del turbulens i de seneste år. Det har fået os til at erkende, at vi må koncentrere os fuldt ud om vores danske overfarter, hvis vi skal kunne levere den service, vores kunder forventer. Ekspansion til Norden er derfor ikke længere et tema for os, og i den forstand er navnet Nordic Ferry Services blevet en smule misvisende”, siger bestyrelsesformand i Nordic Ferry Services, Per Gullestrup. Ændringerne af skibenes udseende og de forskellige tiltag på designfronten vil blive gennemført løbende i forbindelse med de dokophold, som i forvejen er planlagt. Det betyder, at navne- og designændringerne først vil være fuldt implementerede i 2012.

Skrevet af Flemming Juul