Ni ud af ti klager i easyJet skyldes handling i lufthavne

Adm. direktør for Easyjet, Carolyn MCCall, var klar i mælet, da hun talte forleden i Aviation Club i Bruxelles:

”De største problemer er de støt stigende afgifter i lufthavnene samt klager fra vore passagerer over handlingen af bagage. Ni ud af ti af klagerne til os går på bagage til og fra fly. Enten når den ikke frem, eller der sker fejlekspeditioner,” fastslog hun.

 

Easyjet er indtil videre ene om at bruge lavpristerminalen i Københavns Lufthavn, som heller ikke blev nævnt i hendes eksempler. Hverken for det gode eller for noget negativt.

 

Det gjorde til gengæld Italien, Holland og Spanien som lande med de værste lufthavne, hvad angår nye afgifter.

 

”Spanien er værst. De har på to år fordoblet afgifterne for at bruge spanske lufthavne, og nye stigninger er tilsyneladende på vej. Det får vi svært ved at leve med,” fastslog hun.

Skrevet af Redaktionen