Noma-succes ’down under’

Frokostretterne fra dagens Noma-åbning i Australien blev fotograferet af gæsterne og lagt ud på Twitter.

Frokostretterne fra dagens Noma-åbning i Australien blev fotograferet af gæsterne og lagt ud på Twitter.

Det er australske nationaldag og samtidig åbningsdag for den danske restaurant Nomas popup-koncept ’down under’. Alt udsolgt på fire minutter.

”Stemningen er rigtig god. Det er jo første dag i dag, og nu er vi lige startet med aftenserveringen. Frokosten er gået godt, og den første anmeldelse er allerede kommet. Vi er glade og tilfredse men også meget ydmyge. Det er rigtig spændende, og der er god energi”, fortæller direktør Peter Kreiner til TV2.

På Gourmet Traveller indleder Pat Nourse sin anmeldelse af Noma Australiens første frokostservering med: ”Jep, det er godt. Faktisk er det meget, meget godt”.

På blot fire minutter var billetterne i sin tid udsolgt til en stykpris på omkring 2.300 kroner på trods af at ingen før i dag vidste, hvad der var på menuen.

Den seneste tid har køkkenchef René Redzepi og personalet eksperimenteret og udforsket, hvad Australien havde at byde på, så menuen i bedste Noma-stil tager udgangspunkt i lokale råvarer.

Nu kan man så se frugterne af arbejdet, da restaurantgæsterne er begyndt at uploade billeder af maden på blandt andet Instagram.