’Nordlys’ på vej mod redning

Ifølge vg.nett har fire mand fra et hollandsk team fået fire pumper ombord i det vandfyldte krydstogtskib. De er inde på skibet, hvor de etablerer lænseporte, så vandet kan pumpes ud igen, hvilket er forudsætningen for, at ’Nordlys’ kan reddes. Ifølge Norske Veritas er en krængning på 20 grader kritisk og ’Nordlys’ har krænget med 21,7 grader.

 

Ifølge indsatsleder Svein Harsjøen nærmer krængningen sig nu de 20 grader, men redningen er stadig usikker, da der er slået hul i skroget. Forudsætningen for redning er dels, at pumperne fungerer hurtigere end vandindtrængningen og at dykkere vil være i stand til at lappe hullet med magnetiske måtter.

 

I forbindelse med branden i maskinrummet i går mistede to besætningsmedlemmer livet, mens syv kom til hospitalsbehandling, men er udenfor livsfare. 


Alle passagerer blev reddet i land uden personskader og to danskere er kommet hjem med fly, mens ambassaderne arbejder på at skaffe pas til de øvrige udlændinge, som måtte forlade skibet uden deres ejendele.

Skrevet af Flemming Juul