Norge vil lempe afgiften på øl

gourmetglass_lys_pils.jpg (produkt)Indsmugling af øl til Norge er eksploderet de seneste år. Derfor overvejer politikerne i Stortinget at sætte alkoholafgifterne ned, skriver nyhedsbureauet NTB.

For at gennemføre en ændring skal Kristelig Folkeparti (KrF) bakke op om det, og partiet er ikke afvisende: ”Såfremt det kan føre til lavere alkoholforbrug og modvirke smugling af øl, så er der vel kun få, der er imod”, siger gruppeformand i KrF Hans Olav Syversen til norsk TV2.

Med stemmerne fra KrF vil der være et flertal i Stortinget for at sætte afgifterne på øl ned. En nedsættelse kan ifølge TV2 komme på tale i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, skriver dr.dk.

Meget af smuglerøllet kommer ifølge toldvæsnet fra Polen og Litauen, hvor øl koster en brøkdel i forhold til de norske priser. Fra 1999 til 2014 er mængden af beslaglagt øl 11-doblet.

Norge indtager en suveræn førsteplads i Europa med de højeste ølafgifter. En liter øl koster 22,86 danske kroner.

Desuden viser statistikken, at forbruget af vin og snaps er øget markant. Afgifterne på disse drikkevarer er steget mindre end afgiften på øl.