Norsk rejsebureau ønsker klarhed om Sterlings økonomiske situation

Den norske rejsebureaukæde Berg-Hansen er gået til kamp for at få Sterling til åbne op for regnskabsbøgerne. Nordmændene er usikre på økonomien bag det islandsk ejede flyselskab. Derfor har Berg-Hansen droppet salg af grupperejser med Sterling. Kunder kan dog stadig selv købe billetter hos Sterling via Berg-Hansen.

 

»Vi opfordrer selskabet til at være tydeligere omkring deres finansielle status. Usikkerheden med det selskab er for stor, og Sterling gør for lidt for at skabe tryghed. Til sammenligning har Icelandair offentliggjort sine regnskaber løbende for at skabe tryghed. Sterling har jo islandsk ejer, der siger, at hans penge er frosset islandske banker. Men han siger Sterling går godt, men ikke mere end det,« siger Berg-Hansens administrerende direktør, Per Arne Villadsen, til Ritzau.

 

Berg Hansen er en del af den verdensomspændende rejsebureaukæde Carlson Wagonlit Travel, som også har en afdeling i Danmark. Herfra er meldingen enslydende, og man skal holde et møde med Sterling på mandag.

 

»Vi har et møde med Sterling på mandag, hvor vi har bedt dem fremlægge dokumentation for deres økonomiske situation og deres nuværende ejerforhold. Samtidig har vi bedt Sterling om en garanti for deres fortsatte drift,« siger selskabets danske direktør Sophie Hulgaard til www.takeoff.dk.

 

Tidligere på dagen var Sterling uforstående over for den norske kritik, som altså nu også har bredt sig til Danmark.

 

»Jeg forstår slet ikke, hvorfor de siger det, for de forhandler stadig Sterling. Vi taler med dem som med alle mulige andre parter. Jeg ved ikke, hvorfor det her kommer ud på den måde. Tiderne er underlige,« siger Sterlings kommercielle direktør, Michael T. Hansen.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen