Norwegian åbner København-Orlando

norwegian 787Lavprisselskabet lancerer sin femte langrute fra København. Til marts kan selskabet byde velkommen ombord til Orlando i Florida.

Det bliver Norwegians fjerde rute mellem København og USA. I forvejen flyver selskabet direkte til New York, Los Angeles og Fort Lauderdale. Til oktober starter Norwegian direkte flyvninger mellem København og Bangkok.

”Vores langruter fra Danmark er blevet rigtig godt modtaget, og derfor er jeg glad for, at vi nu kan tilbyde at flyve direkte til Orlando. I dag går de største trafikstrømme mellem Europa og USA, og der er stor efterspørgsel. Vi er optaget af at leve op til vores målsætning om, at alle skal have råd til at flyve – også til oversøiske destinationer,” siger Norwegians kommercielle direktør Thomas Ramdahl.

Ud over ruten fra København åbner Norwegian også en direkte rute mellem London og Orlando, begge får en ugentlig afgang. Endvidere vil selskabet tilbyde flere afgange på eksisterende ruter mellem London og Skandinavien og USA fra sommerprogrammet næste år. Mellem London og New York flyves seks gange ugentligt, og mellem London og Los Angeles fire gange ugentligt. Ruten mellem Oslo og Los Angeles vil næste år have to ugentlige afgange, mens Stockholm-San Francisco vil have tre ugentlige flyvninger.