Norwegian bekræfter køb af 100 Airbus-fly

Norwegian meddelte i januar, at selskabet udover 122 nye Boeing 737’ere, også skulle have 100 af Airbus’ nye version af typen A320 neo (”new engine option”). De 100 Airbus-fly har en listepris på 127 milliarder norske kr., men Norwegian har formentlig fået stor rabat, ikke mindst pga. størrelsen af ordren, selskabets første til Airbus.

 

Men bestillingen af de mange nye Airbus-fly til Norwegian var ikke underskrevet, da flyselskabet fortalte om den.

 

Under Airbus Innovation Days sidste måned i Toulouse, spurgte takeoff.dk Christopher Buckley, vicepræsident i Airbus med ansvar for salget i bl.a. Europa, hvad der skete med den store Airbus-ordre fra Norwegian og fik dette svar:

 

”Vi forventer ordren underskrevet og dermed bekræftet inden for nogle uger – ordren indskrives først i Airbus’ ordrebeholdning, når vi har underskriften,” sagde han.

 

På møde i april hos Danske Flyvejournalister sagde luftfartsekspert Vagn Sørensen, at Norwegian efter hans mening højst kan beskæftige to ud af tre af de 222 bestilte nye A320’ere og B737 – resten skal sikkert udlejes til andre selskaber.

 

A320 får i Norwegians version plads til 180 passagerer – ca. samme passagertal som selskaber har i sine nuværende som kommende B737’ere.

 

Den nye neo-type bruger ifølge Airbus 15 pct. mindre brændstof end de nuværende A320-fly og har en ca. 1.000 km længere rækkevidde. Pressemeddelelsen fra Airbus siger ikke, hvornår Norwegian begynder at modtage de 100 Airbus-fly – flyfabrikken forventer at begynde leveringerne til kunderne fra 2015.

Skrevet af Henrik Baumgarten