Norwegian-boss skælder ud på sine piloter

Baggrunden er Norwegians nye base i Helsinki. Den er bl.a. bemandet med piloter fra Estland, de arbejder ifølge den norske avis Dagens Næringsliv under væsentlig dårligere betingelser, herunder lønmæssigt, end hvad norske og finske piloter får i Finland.

 

”Vi gør dette for at flyve billigere,” siger Norwegians kommunikationsdirektør, Anne-Sissel Skånvik, til avisen.

 

Selskabets pilotforening, Norwegian Flyverforening, har reageret på de "uværdige" kontrakter til de nye kolleger i Helsinki. Piloterne i Norwegian nægtede først at optræne de indlejede piloter, hvorefter pilotforeningen blev truet med økonomiske sanktioner fra Norwegian. Pilotforeningen har via fagforeningen Parat stævnet Norwegian for den norske arbejdsret.

 

Omtalen af sagen i bl.a. Dagens Næringsliv, har gjort Bjørn Kjos (foto) så vred, at han ifølge avisen skrev på selskabets intranet:
”Det er utrolig trist at læse Dagens Næringsliv og se at nogle anonyme internt forsøger at ødelægge det, vi prøver at bygge op. Så måske er tiden inde til at sige nok er nok, Bjørn, alt har sin tid,” skrev 64-årige Bjørn Kjos.

Han afviser social dumping: ”Vores lønninger er langt over gennemsnitslønnen i Estland og vi bryder ingen regler.”

 

Skrevet af redaktionen