FLYSELSKABER: Norwegian fik denne uge afvist første ansøgning til USA’s transportministerium om midlertidig tilladelse til at flyve fra Europa med sit irske datterselskab. Afslaget skyldes bl.a. kraftig modstand fra USA’s største pilotfagforening og politisk pres.
Norwegians ansøgning om lang tilladelse vurderes stadig af USA’s trafikministerium, der ikke oplyser, hvornår denne afgørelse kan komme.
EU har beklaget USA’s afslag til midlertidig tilladelse til Norwegians langruter til USA, der flyves fra København, Oslo og Stockholm samt Gatwick-lufthavnen ved London.
Omvendt siger amerikanske fagforeninger for flybranchen og amerikanske flyselskaber, at få et flyselskab registreret i et tredjeland, Irland, er en unfair måde for at komme uden om beskyttelse af ansatte og regeringskontrol.
“USA’s transportministerium tog en vigtig afgørelse for at fremme fair konkurrence,” siger Lee Moak, formand for den store fagforening i USA for piloter, Air Line Pilots Association, ALPA. Via Norwegians irske datterselskab ville det ansætte piloter med base i Thailand, oplyser ALPA.
Norwegian vil fortsat søge de nødvendige tilladelser for permanent at kunne flyve til USA. Norwegian flyver sine USA-ruter på Norwegians eksisterende norske licens – de påvirkes ikke af det amerikanske afslag.
Store amerikanske flyselskaber som Delta Air Lines, American Airlines og United Continental har opfordret USA’s transportministerium til at afvise Norwegians ansøgning.
En lang række fagforeninger for flypersonel i USA og Europa har også protesteret mod Norwegians forretningsplan, skriver ALPA på sin hjemmeside.
ALPA er verdens største fagforening for piloter med 51.000 medlemmer hos 31 flyselskaber i USA og Canada.
Norwegian har bestilt 17 Boeing B787 Dreamliners til sine langruter. Selskabet har foreløbig modtaget syv.