Norwegian henter mere 787-støtte fra Boeing

Norwegians topchef Bjørn Kjos.

Norwegians topchef Bjørn Kjos.

Lavprisselskabet har sikret sig en aftale med Boeing om at styrke vedligeholdelsen af selskabets flåde af Boeing 787 Dreamliners efter den nærmest endeløse serie af tekniske problemer, der har ramt flyselskabet.

Norwegians CEO Bjørn Kjos mødtes i sidste uge med Boeings topledelse i USA med baggrund i, at selskabets nyeste B787 blev grounded med tekniske problemer i Florida i juledagene.

“Nye modeller har børneproblemer, men ikke så mange, som vi har oplevet”, siger Norwegians kommunikationsdirektør Charlotte Holmbergh Jacobsson. “Bjørn Kjos har stor tillid til Boeing, men denne stribe af problemer er uacceptabel”.

Norwegian har tidligere beklaget sig til Boeing over antallet af vedligeholdelsesproblemer og den deraf følgende afbrydelse af flyvningerne.

Yderligere fire B787 skal leveres til Norwegian i år og selskabets rutenet står foran en udvidelse – ikke mindst til USA.

Under Boeings ’GoldCare’ pakke er producenten ansvarlig for vedligehold af Norwegians B787 ved Nayak Aircraft Services, som står for arbejdet på Boeings vegne.

Efter Bjørn Kjos samtale med Boeing udvides størrelsen af de vedligeholdelsesteams, der tager sig af flyselskabets Dreamliners. Et team placeres i hver af de lufthavne, som Norwegians B787 benytter, samtidig med, at reservedelslagrene udvides.

En betydelig del af de forsinkelser, der har været de seneste måneder, stammer fra transporttid af reservedele over lange afstande.

Der bliver også placeret vedligeholdelsesteams på de nye destinationer, som Norwegian vil benytte til sine langruteflyvninger.