Norwegian kan ikke låne i Norden

Norwegian (NAS) har været på lånerunde hos bankerne for at få kapital til dele af bestillingen af de nye 48 Boeing 737-fly, som skal leveres frem til 2014.

De syv første fly er fuldt finansieret fra første levering, men nu skal Norwegian ud med 30% af købesummen for de næste ti fly i løbet af året, skriver den norske Finansavisen.

Det betyder, at Norwegian må optage lån på 450 millioner norske kroner, men hverken norske eller nordiske banker har lyst til at være med.

”Vi vil gerne lægge mest muligt af vores værdiskabelse i Norge og Skandinavien, som er vores definitive hjemmemarked, men vi oplever at bankerne har været vanskelige at få med indtil videre”, siger Norwegians finansdirektør Frode Foss til Finansavisen.

Skrevet af Flemming Juul