Norwegian leaser Dreamlinere

Flyselskabet har netop underskrevet den første leasingkontrakt på to fly med det amerikanske leasingselskab ILFC og dermed sikret sig den nye generation af fly ’tilpasset fremtidens krav til passagerkomfort og miljø’.

 

Norwegians aftale om de to fly handler om levering i efteråret 2012. Der arbejdes videre på at sikre yderligere flyleverancer og flyselskabet er i forhandlinger om yderligere fire til seks fly af samme type.

 

”Dette er en vigtig milepæl for os og betyder, at vi har truffet et valg, hvad angår flytype. Dreamliner er fremtidens fly med en høj passagerkomfort og lave driftsudgifter. Lavt brændstofforbrug gør også, at flytypen uden tvivl er den mest miljøvenlige, vi kunne vælge”, siger adm. direktør Bjørn Kjos.

 

”Vi arbejder videre med muligheden for start af langdistanceruter i 2011. Der er absolut mulighed for korte leasingaftaler i en overgangsfase”.

 

Det første af de to fly, der er leasingkontrakt på, leveres i efteråret 2012. Aftalerne løber over 12 år. ILFC (International Lease Finance Corporation) er et af verdens største leasingselskaber med mere end 1.000 fly og er baseret i Californien. Det har en totalordre på 74 Dreamlinere hos Boeing. Norwegian leaser allerede fire Boeing 737 fra ILFC.

Skrevet af Flemming Juul