Norwegian ændrer erstatningsregler

Den seneste tid har Norwegian måttet stå for mange aflysninger. Også ruteomlægninger har skabt alvorlige problemer for selskabets passagerer og bragt selskabet på kant med de norske forbrugermyndigheder.

Nu vil passagerer, som bliver ofre for Norwegians ruteomlægninger, få økonomisk kompensation, i tråd med EUs regelsæt.

Norwegian har længe nægtet passagerer erstatning og begrundet det med, at ruteomlægninger ikke kommer ind under det centrale regelsæt fra EU.

En trussel om bøder i flere 100.000-kroners klassen skulle der til, før lavprisselskabet gav sig.

”Det er et meget vigtigt princip, at flyselskaber tager ansvar for tab, som opstår for passageren ved såkaldte ruteomlægninger. Jeg er derfor godt tilfreds med, at selskabet nu siger, at man vil ændre sin praksis i sådanne sager”, siger den norske forbrugerombudsmand Gry Nergård til Aftenposten.

Skrevet af Flemming Juul