Norwegian påvirket af askeskyen

”April har været en udfordrende måned på grund af lukning af europæisk luftrum, men vi er tilfredse med april-tallene, når man tager de omfattende driftsforstyrrelser i betragtning. Vores passagerer har været skadelidte, og vi har tabt mindst 100 millioner kroner på det. Vi har gjort, hvad vi kunne for at fragte strandede passagerer hjem, og vi begyndte at flyve så snart forholdene tillod det. Vi er glade for, at trafikken nu er normal igen, og vi er godt tilfredse med, at vi nåede en punktlighed på 91% i april til trods for store driftsforstyrrelser,” siger Bjørn Kjos, adm. direktør for Norwegian. 

Yielden er estimeret til 0,51 for april, hvilket er 19% lavere end april 2009. Ændringen skyldes blandt andet ændring i ruteporteføljen og indfasning af fem nye fly og lavere enhedsomkostninger. Yielden blev også negativt påvirket af lukningen af det europæiske luftrum. 

Kabinefaktoren lå på 71%, hvilket er otte procentpoint lavere end samme måned sidste år. Reduktionen skyldes til dels reduceret passagertilstrømning de første dage efter, at normal produktion blev genoptaget.

 

Selskabet opererede 78,9 pct. af de planlagte flyvninger i april, hvoraf 91,1% fløj til planlagt tid. Justeret for driftsforstyrrelserne, der skyldtes lukning af luftrummet opererede Norwegian 96,6% af de planlagte flyvninger.

Skrevet af Flemming Juul