Norwegian rygtes til Singapore

LUFTFART: Norwegian åbner måske fra Skandinavien til Singapore, skriver sædvanligvis velunderrettet hjemmeside. Singapore Airlines åbner på Stockholm – i forvejen flyver Star Alliance-selskabet på København.

Norwegians anden langrute fra Skandinavien til Asien kan efter den allerede eksisterende rute til Bangkok blive til Singapore – i første omgang fra Oslo.

Rygterne har det, at Norwegian vil åbne rute fra Oslo til Singapore, skriver hjemmesiden anna.aero. Norwegians mulige åbning mellem Oslo og Singapore kræver dog overflyvningstilladelse fra Rusland.

I dag flyver Singapore Airlines fem gange om ugen fra Singapore til København. Fra maj får Star Alliance-medlemmet fem ugentlige fly – via Moskva – til Stockholm.

”Singapore Airlines har længe arbejdet for en rute fra Singapore til Stockholm, men først for nylig kom den nye rute på plads. Ja, flyvningerne mellem Singapore og Stockholm mellemlander i Moskva, men de bliver stadig en lille time hurtigere, end hvis passagerne skulle via København for derfra at flyve med os til Singapore.” Det sagde Singapore Airlines nordiske salgschef, Allan Hoffery, forleden til standby.dk

Mens Singapore Airlines’ fem ugentlige Boeing B777-200 fly til København har 271 flysæder, 26 på business class og 245 på economy, har den kommende Singapore Airlines-rute fra Singapore – via Moskva – til Stockholm tre klasser: Business, premium economy og economy.

Ruten fra Singapore til Stockholm flyves af Singapore Airlines nyeste langrutefly, A350-900 med nye sæder på Business, Premium Economy og Economy Class.

Oslo er Norwegians største base med næsten dobbelt så mange udbudte sæder som fra Stockholm og København.​