FLYSELSKABER: Norwegian Air International har igen skrevet til USA’s transportministerium for at få permanent tilladelse til flyvninger fra Europa til USA. Der er hård modstand fra amerikanske fagforeninger og politikere mod at give Norwegian den ønskede tilladelse.
Den amerikanske modvilje skyldes, ifølge den amerikanske pilotfagforening, ALPA, bl.a. at Norwegian flyver under bekvemmelighedsflag med sit irske selskab Norwegian Air International (NAI), der står for langruterne til foreløbig USA og Bangkok med bl.a. asiatiske ansatte.
Men det afholder ikke Norwegian fra fortsat at prøve at få permanent tilladelse til at flyve mellem Europa og USA. Norwegian opfordrer til, at tilladelsen udstedes uden yderligere forsinkelser. Ansøgningen blev postet for over et halvt år siden.
NAI’s ansøgning støttes ifølge flyselskabet af bl.a. de irske luftfartsmyndigheder, hvor selskabet er registreret, U.S. Travel Association, American Society of Travel Agents samt lufthavnene i Oakland ved San Francisco, Orlando og Fort Lauderdale – men dermed åbenbart ikke af JFK-lufthavnen ved New York, som Norwegian også flyver til, bl.a. fra København.
”De amerikanske forbrugere fortjener flere valgmuligheder og lavere priser på flyvninger mellem USA og Europa. USA’s økonomi vil nyde godt af det øgede antal rejsende, Norwegian vil flyve til USA,” lyder det fra NAI’s adm. direktør, Asgeir Nyseth, i brevet til USA’s transportministerium. I brevet skriver Norwegian også, at man understøtter tusindvis af arbejdspladser hos amerikanske Boeing og leverandører i USA.
USA og EU har et længe eksisterende samarbejde om ”open skies” – ifølge EU-kommissionen kan en af de to parter, i dette tilfælde USA, ikke ensidigt nægte et EU-flyselskabs, irske NAI’s, ansøgning på baggrund af ”sociale dimensioner.”
Norwegian Air International understreger bl.a., at det har hundredvis af amerikanske kabineansatte på sine baser i New York og Fort Lauderdale i Florida.
Forleden tilsluttede demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, sig modstanden mod at NAI får den ønskede tilladelse.
I brev til transportminister Anthony Foxx advarer Nancy Pelosi om, at tusindvis af stillinger trues i USA – og at hun har over 100 kongresmedlemmer bag sig i modstanden mod Norwegian.
For at kunne flyve med asiatisk personale på langruter har Norwegian registreret sit datterselskab NAI i Irland. Den amerikanske pilotsammenslutning, ALPA, hævder at Norwegian forsøger at undgå indblik og omgå de amerikanske regler vedrørende arbejdsret og sikkerhed ved at flyve under ”bekvemmelighedsflag.”