Norwegian skal have mange amerikanske kabineansatte

norwegian kabine besætning langruterFLYSELSKABER: Ikke kun hundredvis af asiater ansættes som kabinepersonale på Norwegians langruter. Der annonceres også efter mange hundrede amerikanske kabineansatte… USA’s ambassadør i Danmark meldte afbud til Norwegians første ruteåbning til USA fra København.

Norwegian skaber masser af arbejdspladser med sine stadig flere langruter fløjet med den voksende flåde af Boeing B787 Dreamliners. Foreløbig har Norwegian tre af typen, yderligere fire lander næste år og den 8. kommer i 2015.

Kabinebesætningerne til disse langrutefly kommer i første omgang primært fra Asien, men Norwegian er gennem et norsk rekrutteringsbureau, OSMAviation.com, i gang med også at ansætte op mod 300 amerikanske kabineansatte. De får baser ved New Yorks JFK-lufthavn samt i Fort Lauderdale – senere kommer formentlig også besætningsbase på den amerikanske vestkyst, når Norwegian til foråret begynder at flyve til Los Angeles og Oakland-lufthavnen ved San Francisco.

Norwegians driftsselskab af langruterne søges registreret i Irland, dermed kan Norwegian omgå de skandinaviske regler om, at kun ca. 20 pct. af kabinepersonalet på skandinaviske flyselskaber må være ikke-skandinaver.

Norwegian startede fredag i sidste uge sin første af foreløbig tre bebudede langruter fra Københavns Lufthavn – til Fort Lauderdale i Florida. Der var taler af Norwegians koncernchef, Bjørn Kjos, samt adm. direktør for Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye. Også den nye amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, skulle have deltaget i åbningsarrangementet, men han meldte afbud. Bjarke Frederiksen, Head of Commercial Services på USA’s ambassade i København, siger til standby.dk, at det skete ”med 14 dages varsel pga. sammenstød i ambassadørens kalender.”

Næste år begynder Norwegian også at flyve fra København til New York JFK og Los Angeles. Florida-avisen Sun Sentinel skrev for nylig, at en talsmand fra Norwegian til avisen havde oplyst, at Norwegian vil skabe ”hundredvis af nye jobs” i det sydlige Florida.

28. februar begynder Norwegian at flyve fra København til New York JFK, først to gange om ugen, fra 30. april fire gange. 1. marts letter ruten fra København til Los Angeles med tre fly om ugen, fire fra 1. maj.

Andre kommende Norwegian B787-langruter næste år bliver til marts fra Stockholm til Los Angeles og fra maj også fra den svenske hovedstad til Oakland. Fra Oslo bliver der fra sidst i maj og starten af juni fly til Oakland, Orlando og Los Angeles. I starten af juli indleder Norwegian ligeledes B787-flyvninger fra London Gatwick til Los Angeles, New York JFK og Fort Lauderdale.

I sine kravspecifikationer til de kommende amerikanske kabineansatte skriver rekrutteringsbureauet OSM Aviation bl.a. i jobannoncen, at ansøgerne skal have arbejdstilladelse i USA, gyldige rejsedokumenter, være mindst 21 år, og at det er en fordel med tidligere erfaring som kabineansat.