Norwegian: Vi bliver største langruteselskab i Oslo

30. november begynder Norwegian at flyve to gange om ugen fra Oslo til Fort Lauderdale i Florida – selskabet åbner snart fra den norske hovedlufthavn til Bangkok og New York JFK.

Sidste måned oplyste Norwegian, at man fra efteråret vil få ugentlige flyvninger til Fort Lauderdale fra såvel København som Stockholm. Nu melder selskabet, at også Oslo Gardermoen betænkes med en rute til Fort Lauderdale.

Det bliver Norwegians tredje langrute fra Oslo. Fra næste måned åbner det i første omgang ruter fra Oslo til Bangkok og New York JFK. Med tre langruter fra Oslo bliver Norwegian ”det selskab med flest direkte langdistancedestinationer ud af Oslo,” oplyser Norwegian.

”Vi planlægger mange nye, direkte langdistanceruter. Dermed vil vi kunne flyve både skandinaviske rejsende ud, men også udenlandske rejsende ind til Norden for dermed at bidrage til vækst og værdiskabelse inden for turismen herhjemme,” siger Norwegians koncernchef, Bjørn Kjos.

I en kommentar til den nye Norwegian-rute, siger adm. direktør for Oslo Gardermoen, Nic Nielsen: ”Dette er en vigtig begivenhed for lufthavnen og i tråd med strategien om at blive et skandinavisk knudepunkt for luftfart. Norwegian vil med den nye rute til Fort Lauderdale være det selskab i Oslo med flest direkte langdistanceruter.”