Norwegian vil flyve Aalborg-New York

Bjørn Kjos.

Bjørn Kjos.

Norwegian arbejder på at åbne en direkte rute fra Aalborg til New York i 2017, siger topchef Bjørn Kjos.

”Vi har et rutenet ind og ud af Aalborg, og det er et godt udgangspunkt for passagerer, der vil til USA og ikke behøver at rejse over København. De skal kunne rejse uden mellemlanding, for det er meget billigere”, siger Bjørn Kjos.

”Prisen bør ikke være over 400 dollars. De billigste billetter vil ligge på 150-200 dollars for en enkeltbillet”, siger han i et interview med Ritzau.

Det svarer til billetpriser på omkring 2.700 kroner. De billigste billetter vil koste fra 1.000 kroner for en enkeltbillet.

Ruten skal betjenes selskabets nye Boeing 737 MAX8, som man har bestilt 100 af med levering i 2017. De har længere rækkevidde og mindre brændstofforbrug end de nuværende B737 og gør det muligt at flyve længere til billigere priser.

”Vi får de nye fly i 2017 og en sådan rute skal starte i foråret, så det kan sandsynligvis blive med start i foråret 2017. Afhængigt af, hvordan markedet udvikler sig, bliver der formentlig tale om to ugentlige afgange, og resten af ugen vil flyet betjene andre byer i Europa, som Aberdeen, Edinburgh og Stavanger”, siger Bjørn Kjos.

Norwegian flyver i øjeblikket fra Aalborg til London, Alicante, Malaga og Mallorca.