Norwegian vil flyve fra London til USA

Norwegian b787Flyselskabet fortsætter næste sommer udbygningen af sine langruter – fra starten af juli åbnes fra London Gatwick til Fort Lauderdale, Los Angeles og New York JFK.

De tre nye London-ruter starter 2. juli med to fly om ugen til Los Angeles, dagen efter startes på JFK som får tre fly om ugen fra Gatwick, mens Norwegian på USA’s nationaldag, 4. juli, begynder at flyve to gange om ugen til Fort Lauderdale i Florida.

Alle ruterne skal betjenes med selskabets Boeing 787 Dreamliners – Norwegian har foreløbig to, den tredje kommer næste måned, i alt har Norwegian bestilt otte B787. Selskabet flyver foreløbig langruter fra Oslo og Stockholm til Bangkok og JFK – men kun lidt over halvdelen af afgangene er kommet af sted til tiden, oplyste Norwegian for nylig. Og ruten til og fra Bangkok har en flyvetid på mindst en halv time ekstra i forhold til Thai Airways, fordi Norwegian ikke vil betale for at overflyve russisk luftrum. Det betyder mere brændstofforbrug og dermed mere forurening.

Norwegian flyver allerede til JFK fra Oslo og Stockholm – og er på vej med syv nye ruter fra Danmark, Norge og Sverige til USA.

Fra Københavns Lufthavn begynder Norwegian sidst i november i år at flyve to gange om ugen til Fort Lauderdale, mens selskabet fra hhv. 28. februar og 1. marts også får ruter fra København til JFK og Los Angeles.

Ud over de tre nævnte ruter fra København starter Norwegian fra foråret ligeledes fra Stockholm og Oslo til Los Angeles og Oakland (ved San Francisco), mens Oslo får rute til Orlando.

Dermed er de tre lufthavne, som Norwegian åbner på fra Gatwick, i forvejen betjent af selskabet – det vil hjælpe Norwegian når det får tekniske problemer i disse lufthavne. Norwegian har ingen såkaldte interline-aftaler med andre flyselskaber – så i stedet kan selskabet prøve at få strandede passagerer til nogle af de skandinaviske hovedstadslufthavne eller Gatwick og derfra videre med Norwegians egne fly mellem Gatwick, København, Oslo og Stockholm.