FLYSELSKABER: Norwegians SMS til sine kabineansatte under forhandlingerne sidste uge ”kan opfattes som truende og ulovlig,” siger dansk professor i arbejdsret.
Lige før slutningen af mæglingsforhandlingerne onsdag i sidste uge i Norge mellem fagforeningen Parat, der bl.a. repræsenterer flyselskabets kabineansatte i Norge og Danmark, sendte Norwegian en SMS til de kabineansatte. Her fik de at vide, at manglende enighed om en ny overenskomst ville betyde lukning af alle Norwegian-baser i Norge, undtagen Oslo, outsourcing af Norwegians base i Københavns Lufthavn til et bemandingsbureau samt stop for personalebilletter i tre år.
Men nu siger danske Kirsten Ketscher, professor i arbejdsret ved det juridiske fakultet på universiteterne i Oslo og København, at SMS’en kan være brud på retten til at organisere sig i fagforeninger.
”Arbejdstagerne har ret til at forsvare sig. Det er ikke ulovligt at strejke. SMS’en kan opfattes som truende, og derfor, mener jeg, være ulovlig,” siger Kirsten Ketscher til den norske avis Dagens Næringsliv og forudser at SMS’en kan udløse en stor pengebøde.
Lasse Sandaker-Nielsen, informationschef hos Norwegian, afviser at SMS’en var ment som en trussel.
Norwegian har næsten 1.300 kabineansatte i Norge og Danmark.