November truer

Af Ejvind Olesen

November truer. Den er tæt på.  For mange årets værste måned. Det bliver mere og mere mørkt. Det blæser op. Det regner. Måske kommer der sne. Et lyspunkt er Mortensaften. Da skal vi have andesteg. Senere på måneden spiser amerikanerne kalkun- til deres Thanksgiving.

Simon Spies, som netop er blevet mindet på DR 2, måske fordi han ville være fyldt 90 i år, sagde altid: ”November skal man ikke opholde sig i Danmark. Det skal man ikke byde sig selv.” Og så rejste han ud i verden til de mærkeligste steder, men altid på jagt efter Solen og en god tennisbane. Officielt for at lede efter nye rejsemål. Ofte til dele af verden, hvor han vidste, at han ikke ville få lov at flyve charter, men det lød godt.

Det er også den måned, da den nye vinterfartplan for flyselskaberne træder i kraft. Og den måned da charterselskaberne for alvor svinger trafikken mod sommeren. På trods af de forhindringer, der kan opstå undervejs. Netop nu oversvømmelser i Thailand. Med mellemrum politiske uroligheder i Egypten. Sidste vinter ustabilt vejr på De Kanariske Øer.

Det er positivt, at vi nu får direkte charter til Vestindiske Øer med Bravo Tours og Albatros, men man skal ikke tro, at billetterne sælger sig selv. Andre har knækket halsen på det forsøg. Netop nu er der fortsat kraftige storme i Caribien med tendens til orkan, hvilket giver problemer for krydstogtskibene.

Danske charter-og feriebureauer har solgt pænt til den kommende vintersæson, men heller ikke mere. Det begynder at kunne mærkes, at danskerne sparer, også på feriebudgettet. Et frigivelse af efterlønsbeløb i årets første måneder kan give en saltvandsindsprøjtning til forbruget. Ellers kommer sommersalget i fare.

Nå, på trods af november. Der er kun 54 dage til årets korteste dag, og 56 dage til juelaften. Så kan vi ønske. Politisk ro i Egypten. Kontrol over vandmasserne i Thailand. Stabilt sommervejr på Kanariske Øer. Havblik i Caribien. Et tykt lag sne i Alperne og i Norge og Sverige.

Og nyd så en times ekstra søvn natten til søndag.

 

Skrevet af