Novo kræver tidlig booking af rejser

I Novo Nordisk er medarbejderne begyndt at trække tiden mere og mere, før de bestiller flybilletter til diverse forretningsrejser. ”Vi oplever, at folk bestiller deres rejser senere og senere. Det er lige før, vi roser folk, hvis de bestiller en rejse mere end en uge eller to frem i tiden,” siger Jens Liltorp, Travel Manager i Novo Nordisks rejseafdeling.

Jens Liltorp har flere bud på, hvorfor medarbejderne venter længere end før med at få styr på forretningsrejsen. For det første er det at rejse blevet mere almindeligt og ikke længere noget, man ser så meget frem til. For det andet har folk i dag mere travlt end tidligere, og så bliver sådan noget som rejsebestillinger udsat i længere tid end før.

Novo Nordisk vil derfor se nærmere på tendensen til at booke rejser senere, når den nuværende rejsepolitik skal revideres. ”Hidtil har vi i vores rejsepolitik henstillet til, at man bestiller sin billet to-tre uger, før man skal rejse. Nu vil vi ændre det til, at man skal bestille mindst to uger før,” siger Jens Liltorp. Han er godt klar over, at det ikke kan lade sig gøre i alle tilfælde. Men når det ikke kan lade sig gøre, vil virksomheden registrere årsagerne til, at rejserne bliver bestilt sent.
Ifølge Jens Liltorp skyldes opstramningen i rejsepolitikken økonomiske årsager.
”Jo tidligere, man bestiller sin billet, jo større besparelser kan man finde. Og jo større er chancen for, at man får den rigtige billet til den rigtige pris,” siger Jens Liltorp.

(Berlingske Tidende, d. 11. februar, 2008)

Skrevet af