Ny Air Force One på vej

ny air force onePræsident Obama har bevilget godt tre milliarder dollars for at sikre udskiftning af de bedagede Boeing-fly så præsidentens efterfølger fra 2023 kan være standsmæssigt flyvende.

Ifølge New York Times er de nuværende to identiske Air Force One fly af typen Boeing 747-200B, men fremtidige præsidenter kan glæde sig over at skulle rejse i en Boeing 747-8, skriver Ingeniøren. Det nye fly bliver større, kraftigere, mere brændstoføkonomisk og teknologisk avanceret end den nuværende version.

For at kunne være et Air Force One-fly, skal det kunne tankes i luften, og det skal kunnemodstå den elektromagnetiske puls fra et kernevåben, hvis det skulle blive nødvendigt.

Siden 1990 har de nuværende fly været i tjeneste for forskellige amerikanske præsidenter og har i de 25 år tilbagelagt mere end halvanden million kilometer.

Produktionen af 747-200B stoppede for over 20 år siden, og der er blot 20 eksemplarer, som stadig flyver rundt.

Den nye Boeing 747-8, har en rækkevidde på 12.500 kilometer og er den tredje generation af Boeing 747. Det amerikanske flyvevåben forventer at kunne overrække præsidenten det nye fly senest i 2023.