Ny Bocuse-kandidat fundet

Kenneth Hansen.

Danmark har netop fået en ny Bocuse d’Or-kandidat, der skal repræsentere landet ved de kommende Europa- og verdensmesterskaber.

Det blev kokken Kenneth Hansen fra Svinkløv Badehotel, der i Bella Center løb med sejren. I konkurrence med syv andre skulle han lave mad over temaet ’Lam med røg og løg’.

Kenneth Hansen lavede retten med så stor overbevisning, at dommerne ikke var i tvivl. Indehaver af sølvprisen ved Bocuse d’Or, Jeppe Foldager, var med som dommer:

”Kenneth lavede en meget spændende fortolkning af en klassisk lammeret, og jeg er overbevist om, at han har det, der skal til for at kunne gøre sig bemærket i international sammenhæng. Jeg er helt tryg ved at overlade stafetten til ham”

Kenneth Hansen vandt med retten ’Grillet lammesaddel med ramsløg og svampe’. Dommerpanelet bestod af Jeppe Foldager, Rasmus Kofoed, Jasper Kure, Jakob de Neergaard, Wassim Hallal, Jens Peter Kolbeck, Mikael Christensen, Thomas Herman, Per Hallundbæk og John Kofod.