Ny dansk Discover America-komite vil fordoble medlemstal

Den danske Discover America-komite fik sidste uge ny og faglig stærkere bestyrelse med mange og flere ”tunge” medlemmer end den hidtidige. Den nye bestyrelse skal tiltrække megen mere opmærksomhed fra USA – og øge danskernes fokus på rejser til landet. USA er det oversøiske land, flest danskere rejser til – sidste år var der for første gang over en kvart mio. danske ankomster.

 

Discover America-komiteen får aflønnet sekretariat hos GSA-bureauet, Atlantic Link – hvis ejer og direktør, Karin Gert Nielsen (foto), er ny direktør for komiteen, der har produktchef i FDM Travel, Jesper Ewald, som bestyrelsesformand. Han er også bestyrelsesformand for Danmarks Rejsebureau Forening.

 

Karin Gert Nielsen: ”Den nye Discover America Denmark har nogle af rejsebranchens bedste folk til at fremme turismen til dette fantastiske rejseland. Den nye, stærke bestyrelse dækker flyselskaber, lufthavne, erhvervs- og ferierejsebureauer, turoperatører samt Danmarks Rejsebureau Forening. Vi har nye tiltag klar til første medlemsmøde, 22. juni.”

 

”Bestyrelsen vil arbejde benhårdt for mere fokus på Danmark og Norden fra amerikansk hold, samt ikke mindst flere medlemmer i komiteen og mere turisme til USA,” siger Karin Gert Nielsen.
”Det nordiske marked er det 4. største fra Europa til USA, hvilket gør os super interessante overfor amerikanerne,” siger Karin Gert Nielsen.
Foreningen giver 50 % rabat for nye medlemmer inden 1. juni. Prisen er 1.000 kr. for rejsebureauer, leverandører (f.eks. flyselskaber og hotelkæder) skal betale 1.500 kr., amerikanske medlemmer skal af med 250 dollars, mens det koster 300 kr. at være privat medlem. Fra næste år er priserne de dobbelte.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten