Ny hjemmeside skal give danskere bedre indtryk af Grønland

Det viser repræsentativ undersøgelse, den første af sin art, foretaget af analyseinstituttet YouGov, oplyser Visit Greenland.

 

Bag undersøgelsen står Visit Greenland, Grønlands turistråd, der vil dokumentere danskernes manglende viden om faktuelle forhold i dagens Grønland for at bane vej for en mere tidssvarende forståelse af grønlændere.

 

”Vi arbejder dagligt med at fremhæve de bedste sider af vores land, men særligt i Danmark møder vi ofte et mis-match mellem det, vi hævder om grønlændere, og det som danskerne opfatter som et folkefærd,” siger direktør i Visit Greenland, Anders Stenbakken.

 

Blandt et af undersøgelsens resultater er, at 40 pct. af den danske befolkning associerer "druk, misbrug og sociale problemer" med grønlændere.

 

For de danskere, der de sidste fem år har besøgt Grønland, er det ord som "glade mennesker, dejlige, søde, flinke og rare", som fylder mest.

 

En tredjedel af de adspurgte, som har besøgt Grønland de sidste fem år, svarer sådan, signifikant flere end danskere, der ikke har besøgt Grønland. Her associerer kun 12 pct. til positivt ladede ord.

 

”Størstedelen af grønlænderne, som bor i Danmark, bidrager positivt til samfundet, det samme gælder folk i Grønland, som er velfungerende og meget kompetente mennesker, og derfor er vi ærgerlige over, at grønlændere i dag stadig mødes med disse fordomme,” fortæller Anders Stenbakken og tilføjer:

 

”Vi mener helhjertet, at grønlændere i dag på mange måder er et foregangsfolk, og landet er mere moderne og lige nu i en meget dynamisk udvikling, hvilket desværre er helt overset i Danmark. Det skyldes primært uvidenhed, men heldigvis belønnes de nysgerrige, der besøger os, med et syn på landet og befolkningen, som er i langt bedre overensstemmelse med virkeligheden.”

 

Som et bidrag til diskussionen om, hvad der foregår i dagens Grønland, har Visit Greenland lanceret ny hjemmeside – www.mitgrønland.dk

 

Hjemmesiden opfordrer brugerne til at fortælle om de sider af Grønland og grønlændere, som er mindre kendte af mange danskere i dag.

 

”Undersøgelsen fra analysebureauet YouGov og Visit Greenland viser, at mange danskere har et syn på Grønland, som er mindst 50 år forældet,” siger senior konsulent fra Visit Greenland, Malik Milfeldt, og tilføjer:

 

”Derfor har vi nu introduceret www.mitgrønland.dk som et netsted, hvor danskere kan stille spørgsmål om Grønland, og hvor folk kan dele deres oplevelser om landet og befolkningen med hinanden,” siger han.

 

Mitgrønland.dk indeholder blandt andet tre videoer med skuespillerne Nikolaj Coster-Waldau og Lotte Andersen samt sangeren Søs Fenger.

 

”Det er vores håb, at hjemmesiden vil pirre danskernes nysgerrighed omkring det land, som er en del af Rigsfællesskabet, men hvor mange i Danmark måske trænger til at opfriske deres viden omkring Grønland,” siger Malik Milfeldt.

Skrevet af redaktionen