Ny omsætningsrekord i Nordens største charterflyselskab

Torben Østergaard.

2012 blev et godt år for Thomas Cook Airlines – Nordens største charterflyselskab havde samlet 2,4 mio. passagerer og passerede for første gang 4 milliarder kr. i omsætning.

Selv om prisen på flybrændstof fortsætter med at stige og nu udgør ca. 30 pct. af omkostningerne, kom Thomas Cook Airlines godt ud af 2012. Fra Danmark flyver selskabet primært for familiemedlemmet i Thomas Cook Northern Europe, Spies, der har 90 pct. af flyselskabets gæster fra Danmark.

”Samlet havde vi sidste år 2.437.000 one-way passagerer – eftersom vi jo både flyver gæsterne ud og hjem er tallet halvdelen i individuelle passagerer. Passagertallet sidste år var en fremgang på 8,6 pct. i forhold til 2011, hvor vi havde 2.243.000 one-way passagerer,” siger flyselskabets adm. direktør, Torben Østergaard, til standby.dk og tilføjer, at selskabets største passagermængde kom fra Sverige.

40 pct. af gæsterne sidste år sad i selskabets flyvninger fra Sverige; herefter fulgte Norge, Danmark og Finland.

”Thomas Cook Airlines omsatte i 2012 for første gang for over fire milliarder kr. og fik et pænt trecifret millionoverskud – hvor meget kan jeg ikke oplyse før regnskabet er endeligt klart,” siger Torben Østergaard.

Han forklarer bl.a. fremgangen med, at Thomas Cook Airlines det meste af sidste år havde en ekstra Airbus A330 på vingerne.

Thomas Cook Northern Europe tæller bl.a. charterselskaberne Spies i Danmark, Ving i Norge og Sverige samt Tjäreborg i Finland.

På Thomas Cook Airlines’ hovedkvarter i Københavns Lufthavn er der 170 administrative medarbejdere, flymekanikere mm. Det flyvende personale i Danmark tæller 134 piloter og op mod 120 kabineansatte. Samlet har flyselskabet 1.063 medarbejdere.

Størrelsen på Thomas Cook Airlines’ flyflåde svinger. Der er typisk et par fly ekstra i vintersæsonen til oversøiske rejsemål som Thailand, Cancun i Mexico samt de caribiske destinationer Aruba og Den dominikanske Republik. Sidstnævnte ligger sammen med Haiti på øen Hispaniola.

”Takket være koncernsynergien med vores engelske moderselskab kan vi låne og udlåne fly til hinanden,” siger Torben Østergaard.

Thomas Cook Airlines har typisk tre Airbus A330-300 til mellem- og langdistanceruterne; flyene har plads til fra 396 til 405 passagerer; selskabet har, om vinteren, to Airbus A330-200 til langruterne med plads til 323 passagerer, samt to Airbus A320 (177 passagersæder) og seks Airbus A321 (211 passagerer).

Sammen med sine søsterselskaber i Storbritannien, Tyskland samt Belgien har Thomas Cook Airlines-selskaberne ca. 90 passagerfly.

Om vinteren er Kanarieøerne suverænt største destination for Thomas Cook Airlines, der har over 50 flyvninger om ugen til øgruppen. Om sommeren er de største destinationer Mallorca, Tyrkiet og Kreta.

”Efter brændstof, som udgør 30 pct. af vores udgifter, er vores største omkostninger lønninger samt diverse afgifter, f.eks. lufthavns- og overflyvningsafgifter; alene disse afgifter udgør ca. 15 pct. af vores omkostninger,” siger Torben Østergaard.

Selskabet omsætter ca. 500 kr. ekstra pr. passager, der bl.a. køber taxfree om bord, bestiller sæder med bedre benplads eller køber hovedtelefoner til underholdningssystemet om bord.

”Vi glæder os over, at Thomas Cook Airlines scorer højt når charterbureauers gæster giver karakterer for deres rejse, herunder flyvningen som helhed, check-in, service om bord, det toldfrie udbud osv. Vi har målsætning om, at vi skal være ”luftens bedste valg” indenfor vores segment,” siger Torben Østergaard og tilføjer:

”Der var sidste år mange skriverier i pressen om den økonomiske tilstand i vores moderselskab, Thomas Cook Group. Men det har ikke påvirket vores forretning i Thomas Cook Northern Europe, vores engelske ejer passer på deres guldæg. Det går nu bedre for Thomas Cook Group. Aktiekursen var på et tidspunkt sidste år i bund på kurs 10, siden er den steget til kurs 50.”

Selve Thomas Cook Airlines Scandinavia gik i luften 9. maj 2008. Det skete efter sammenlægningen af Thomas Cook Group og MyTravel Group.

Tidligere har Thomas Cook Airlines heddet MyTravel Airways, Premiair og Conair. Conair-navnet kom i 1965, da Simon Spies købte det konkursramte danske Flying Enterprise og omdøbte det til Conair. Premiair-navnet landede i 1994, da Conair og SAS’ charterselskab, Scanair, blev sammenlagt.

I øvrigt var Thomas Cook en engelsk afholds- og baptistpræst Thomas Cook, der levede fra 1808 til 1892. Ved siden af de kirkelige gerninger arrangerede han verdens måske første pakkerejse. En togrejse for 570 sognebørn, der i 1841 tilbagelagde de 11 mil mellem Leicester til Lougborourg. Prisen på 1 shilling inkluderede togrejsen, mad og overnatning.

Thomas Cook Group beskæftiger i dag omkring 28.000 medarbejdere.