PRISER: Foreningen Danske Rejsejournalister vil uddele ny talentpris; det sker første gang på Bella Centers feriemesse, Ferie & Fritid, ved åbningen 17. januar.
”Vi opretter talentprisen, da vi gerne vil vise den nye generation af rejsejournalister respekt for deres måde at håndtere rejsestoffet på. Den er for nogens vedkommende meget anderledes end traditionel rejsejournalistik som avisartikler,” siger formand for de Danske Rejsejournalister, Anne-Vibeke Isaksen. Hun tilføjer:
”Vi uddeler prisen på Ferie & Fritid i Bella, fordi udstillingen er et sted, hvor branchen mødes. Ikke bare den, der sælger og formidler rejser, men i høj grad også rejsejournalister på research efter nye trends, nye rejsemål og nye kontakter.”
Talentprisen vil i første omgang være en anerkendelse af den enkelte rejsejournalist, men forhåbentlig også en motivation for andre til at tænke nyt, gøre noget nyt og angribe rejsestoffet på nye måder, siger formanden.
I forvejen uddeler Danske Rejsejournalister prisen Årets Rejsejournalist – det sker på feriemessen i Herning, Ferie for Alle.
Arrangementschef og ansvarlig for Bella Centers feriemesse, Malina Lebrecht Hye, ser frem til at være vært for talentprisuddelingen. Hun siger:
”Vi er utrolig glade for, at Danske Rejsejournalister har valgt Ferie & Fritid i Bella som sted for deres nystiftede talentpris. Det er helt i tråd med det fokus, vi har på hele tiden at udvikle udstillingen og følge med tiden samt vores udstilleres evne til at tænke nyt og hvert år være med til at skabe et spændende oplevelsesunivers af destinationer og messetilbud for de besøgende.”
Overrækkelsen af talentprisen vil ske ved åbningen af udstillingen fredag i næste uge, 17. januar, kl. 10 på scenen i Centerhallen, hvor rejsejournalister og udstillere er inviteret til brunch fra kl. 9.30 til 10.”
Feriemessen i Bella Center afvikles i weekenden 17.-19. januar. Se mere på hjemmesiden: ferieibella.dk