- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny rekord i dansk turisme

I 2017 nåede de udenlandske overnatninger op på 26,6 millioner. Dertil kommer omkring 2,6 millioner udenlandske overnatninger via Airbnb, og samlet set har der aldrig været flere turister i Danmark.

Der er fremgang i dansk turisme, der i 2017 nåede op på 26,6 millioner udenlandske overnatninger, hvilket svarer til en fremgang på 2,1 procent. Hertil kommer 2,6 millioner overnatninger via Airbnb, der dog ikke indgår i overnatningstallene fra Danmarks Statistik.

Samlet blev der registreret 52,6 millioner kommercielle overnatninger, så indenlandsturismen fylder også en del, selvom det er tyskerne, der dominerer på de udenlandske overnatninger. Således står Tyskland med 2,1 procent vækst for halvdelen af fremgangen i udenlandske overnatninger, mens nøglemarkeder som Sverige, Holland og USA også repræsenterede en stor del af væksten.

”Dansk turisme er inde i en positiv udvikling med vækst fra især Tyskland, men også flere andre vigtige udenlandske markeder. Det skyldes en generel god global økonomi, og at folk rejser mere og mere. Men der er også en positiv interesse for mange facetter af Danmark, som vi udnytter i markedsføringen til at trække flere turister til Danmark,” siger administrernde direktør Jan Olsen, VisitDenmark.

Det er især hoteller (3,6 procent), feriehuse (1,3 procent) og vandrerhjem (19,2 procent), der har oplevet stor fremgang i de udenlandske overnatninger i 2017.

”Væksten i dansk turisme kommer hele Danmark til gode. Både i storbyerne, men i høj grad også kystområderne, hvor turismen skaber omsætning og vigtige arbejdspladser. Den gode nyhed er, at turismen stadig vokser, og Danmark har kæmpe potentiale for yderligere vækst,” lyder det fra Jan Olsen.

900.000 Airbnb-turister
Overnatningstallene stammer fra Danmarks Statistik, men da overnatninger via det globale Airbnb-netværk ikke tæller med heri, er det vanskeligt at få et fuldstændigt billede af turiseudviklingen i Danmark.

Men gennem et nyt samarbejde mellem Airbnb og VisitDanmark er det muligt at få yderligere data og viden om samtlige turisters adfærd i Danmark. Her viser det sig nemlig, at der i 2017 overnattede omkring 900.000 turister i Danmark via Airbnb, hvilket er en stigning på 26 procent i forhold til 2016.

Omkring 700.000 af Airbnb-turisterne kom fra udlandet, og VisitDenmark har estimeret, at disse genererer samlet 2,6 millioner overnatninger.

”Der har aldrig været flere turister i Danmark, og vi slår nu rekorden fra 1993. Men konkurrencen er benhård, og flere af vores nordiske konkurrenter oplever større vækst. Nu gælder det om at stå sammen og fortsat investere i turismen, så vi kan trække endnu flere turister til Danmark,” siger Jan Olsen.

 

Relaterede artikler:

Danske hoteller fastholder pres mod Airbnb

2017 var rekordår for international turisme

Høje skatter og afgifter hæmmer turismen

Turismen i nabolandene vokser hurtigere end i Danmark